top of page

Beka Auto: ESG som en naturlig del af forretningen


Gruppe personer sidder ved et bord udendørs i skoven og spiser. Der er Beka Auto logo og ESG-rapport på et billede af en laptop.
Beka Auto lægger stor vægt på fællesskabet – her nyder de en dejlig skovtur sammen.

Hos Beka Auto handler ESG ikke om at opfylde eksterne krav – det handler om at skabe overblik, optimere forretningen og styrke relationerne til samarbejdspartnere. Med 17 medarbejdere og en stærk position inden for salg af nyere brugte biler har virksomheden længe haft en naturlig tilgang til ansvarlig drift. Men de manglede et samlet overblik, der kunne gøre deres indsats mere målrettet og dokumenterbar.


Da de begyndte at arbejde med ESG-rapportering gennem Valified, blev det tydeligt, at de allerede havde mange gode initiativer i gang – men at indsatsen ikke var samlet ét sted. Nu har de en struktureret tilgang til ESG, der gør det lettere at arbejde målrettet og kommunikere deres indsats til kunder og samarbejdspartnere.


Kvinde med briller og øreringe ser tilfreds ud i en biludstillingshal. Hun har lyst hår, hvid skjorte og sort vest. Mørke biler i baggrunden.
Liselotte Lunding Dall, regnskabsansvarlig hos Beka Auto.
"Vi har altid haft fokus på kvalitet, medarbejdertrivsel og vores interne processer, men ESG-rapporteringen har gjort det tydeligt, hvor vi kan optimere, og hvordan vi kan dokumentere vores indsats," fortæller Liselotte Lunding Dall, regnskabsansvarlig hos Beka Auto.



75-80% af detailsalg består af elbiler

Markedet for el- og hybridbiler er i vækst, og Beka Auto har oplevet en markant udvikling i deres salg. 75-80% af deres detailsalg i 2024 har bestået af elbiler, og de forventer, at denne andel vil fortsætte med at stige.

Mange virksomheder er i gang med at skifte til elbiler, men processen kan være kompleks. Beka Auto har derfor en vigtig rolle i at rådgive erhvervskunder om den rigtige løsning.


To mennesker står ved en hvid bil og udveksler en nøgle. Bag dem er et skilt med "Schmidt’s Rengøring". Træer i baggrunden.
Da Glenn og Schmidts Rengøring skulle investere i deres første elektriske varebil, stod Beka Auto for vejledning og levering.
"For mange virksomheder er overgangen til elbiler ikke bare et spørgsmål om at købe en bil – de skal forstå infrastrukturen, opladning og drift. Vi hjælper dem med at finde den rette løsning," forklarer Liselotte.

Mere fokus på medarbejdere og arbejdsmiljø

En vigtig del af Beka Autos ESG-indsats er at sikre gode arbejdsforhold og en stærk virksomhedskultur. De har derfor taget en række initiativer for at forbedre trivsel og sikkerhed på arbejdspladsen.

For nylig har virksomheden:

  • Oprettet en arbejdsmiljøorganisation, hvor medarbejdere får en stærkere stemme i arbejdsmiljøspørgsmål.

  • Sendt ansatte på kursus, så de er bedre klædt på til at håndtere sikkerheds- og trivselsudfordringer.

  • Gennemført førstehjælpskurser for alle ansatte, så de er forberedt på akutte situationer.

"Det har givet os en mere struktureret tilgang til arbejdsmiljøet. Vi har altid haft fokus på medarbejdertrivsel, men nu har vi konkrete tiltag, der sikrer, at vi arbejder mere systematisk med det," fortæller Liselotte.


Beka Auto anerkendt med ‘Sønderborg i Arbejde-mærket’ for social ansvarlighed

Beka Auto tager også ansvar for at skabe plads til flere på arbejdsmarkedet. Virksomheden har for første gang ansat en medarbejder i flexjob, og erfaringerne har været så positive, at de overvejer flere lignende ansættelser i fremtiden.

"Det har fungeret rigtig godt, og vi kan se, at det giver værdi både for os og for den ansatte. Det er noget, vi gerne vil arbejde videre med," fortæller Liselotte.

Desuden samarbejder de med FGU og STU for at tage praktikanter ind, så unge får mulighed for at få erhvervserfaring.

Beka Autos indsats blev anerkendt i januar 2025, da de modtog ‘Sønderborg i Arbejde-mærket’. Certificeringen tildeles virksomheder, der gør en særlig indsats inden for trivsel, inklusion og kompetenceudvikling.

En mand i jakkesæt holder et diplom i en moderne bygning. Diplomet er fra Sundhed og Arbejde. Stemningen er formel og stolt.


"Vi kunne bruge oplysninger fra vores ESG-rapport direkte i ansøgningen. Det gjorde processen meget nemmere og viste os, at vi allerede havde gjort en stor indsats, som var værd at anerkende," fortæller Liselotte.


Overblik over elforbrug førte til skift af el-leverandør som resulterede i besparelser

Ud over at samle data om arbejdsmiljø og samfundsansvar har ESG-rapporten hjulpet Beka Auto med at få bedre indsigt i deres forbrug og driftsomkostninger.

Et konkret eksempel er elforbruget. Gennem rapporteringen blev det tydeligt, hvor meget strøm de brugte, og hvor meget deres solceller producerede. Det førte til en gennemgang af deres energikontrakter, hvilket resulterede i en skift til en mere fordelagtig el-leverandør.

"Når du får overblik over dit forbrug, kan du træffe bedre beslutninger. Vi kunne se præcist, hvor meget vi producerede via solcellerne, og hvor vi kunne optimere. Det har givet os en konkret besparelse," siger Liselotte.

ESG-rapporten har også sat fokus på medarbejderfastholdelse. Ved at analysere medarbejderdata har virksomheden nu en bedre forståelse af, hvad der skaber trivsel og loyalitet, hvilket gør det nemmere at arbejde målrettet med at fastholde dygtige medarbejdere.


Valified har gjort ESG-rapporteringen overskuelig

For mange virksomheder virker ESG-rapportering som en stor opgave, men for Beka Auto har Valified gjort processen enkel. "Valified-platformen er nem og meget brugervenlig. Webinaret og supporten gjorde det ligetil, så det var ikke uoverskueligt at komme i gang med ESG-rapporteringen," fortæller Liselotte.

Rapporten har også haft en positiv effekt på deres samarbejde med finansielle partnere. AL Finans har givet dem positiv feedback på rapporten, og ESG bliver en vigtig faktor i fremtidige finansielle forhandlinger. "Vi har fået god sparring med vores kontaktperson hos AL Finans, og det er tydeligt, at ESG-dokumentation bliver vigtigere fremover."


Beka Autos råd til andre virksomheder: Kom i gang nu

Flere af Beka Autos erhvervskunder og kollegaer i branchen, er begyndt at spørge ind til ESG, men mange ved ikke, hvor de skal starte. Liselotte er ikke i tvivl om, hvad hun vil sige til virksomheder, der står i samme situation:

"Kom i gang hurtigst muligt! Mange virksomheder gør allerede en masse – de har bare ikke dokumentationen på plads. Når først du har din ESG-rapport, får du overblik, og det bliver langt lettere at arbejde videre med."

Med en klar strategi og konkrete handlinger er Beka Auto godt rustet til fremtiden – både i deres daglige drift og i samarbejdet med kunder og partnere.




Fakta om BEKA AUTO

Beka Auto, som ligger i Sønderborg. er en pålidelig bilforhandler med 17 medarbejdere, der fokuserer på kvalitet, service og skræddersyet rådgivning i køb og leasing af nyere brugte biler. Med over 100 el- og hybridbiler på lager er de blandt Danmarks største bilhuse inden for denne kategori og forhandler mærker som Tesla, Polestar, Mercedes, Audi og BMW.

Medlem af Autobranchen Danmark.



Comments


bottom of page